Knold & Top ApS forædler raps med hvide blomster. Det startede i 1996 på hobbybasis, men tog mere fart fra 2012. Det oprindelige formål var at undersøge, om der var forskelle i foderværdien af rapsskrå fra hvid- og gulblomstrede sorter. Hos for eksempel ærter og hestebønner er det velkendt, at frø fra hvidblomstrede planter har en højere foderværdi end frø fra planter med andre blomsterfarver.
Sammen med den gule blomsterfarve dannes hos raps en gruppe tanniner med bitter smag. I hvidblomstret raps er syntesevejen blokeret, og de bitre tanniner dannes ikke. Det gør, at hele planten (frø, olie, blade og stængel) ikke får samme beske eller bitre eftersmag som hos gulblomstret raps. I stedet er smagen mild. Dermed er det også muligt at forædle rapsgrøntsager med en bedre smag.
Alle vore sorter er fremstillet ved hjælp af ”gammeldags” krydsninger og udvalg. De er alle GMO fri.
Knold & Top lejer sig ind hos Nordic Seed i Dyngby ved Odder. Derved har vi tilgang til alle moderne forædlingsfaciliteter så som drivhuse, laboratorier og forsøgsmaskiner.